Hvorfor stiger prisen på magneter?

Som nogen muligvis har langt mærke til, er priserne på neodymium-magneter steget en del de seneste 12 måneder. Udviklingen er ikke forbeholdt enkelte magnetbutikker/producenter, men er en udvikling, der gør sig gældende overalt. I det følgende vil vi se på hvorfor priserne stiger og hvordan det udvikler sig fremover.

COVID-19

Den største bidrager til højere priser på neodymium-magneter er uden tvivl COVID-19 og alle de afledte sideeffekter heraf. Nogle af de andre årsager til prisstigninger, vi kommer ind på, kan derfor direkte relateres til COVID-19. COVID-19 igangsatte en række af hændelser, hvoraf den største sikkert er de karantæneregler, som de fleste lande har indført for at beskytte befolkningen og sundhedsvæsenet mod sygdommen. Det gælder ikke mindst i Kina, hvor de fleste magneter produceres. Kina kører med en nultolerance, hvilket betyder, at én smittet person resulterer i at byer med millioner af indbyggere lukkes ned. Fabrikker kan derfor lukkes fra det ene øjeblik til det andet og det betyder, at det tager længere tid at producerer magneter. Produktionstiden er derfor øget og blevet utilregnelig. 

Øget efterspørgsel 

Efterspørgslen på magneter er steget enormt siden COVID-19 blev konstateret. Folk tilbringer langt mere tid i hjemmet på grund af karantæneregler og bruger deres penge anderledes end tidligere. Den årlige ferierejse er for eksempel aflyst og i stedet købes der ting til hjemmet og hjemmearbejdspladsen. I disse ting sidder ofte neodymium-magneter. Det kunne være højtalere, computere, legetøj, dørholdere og mange andre ting. 
Noget andet der driver efterspørgslen, og som ikke har noget med COVID-19 at gøre, er elbilernes popularitet. De fleste elbiler kræver kraftige magneter for at kunne omsætte elektricitet til momentum og derfor lægger bilproducenterne store ordrer på neodymium-magneter i Kina. Det er med til at øge prisen. 

Mangel på elektricitet 

Som nævnt produceres de fleste magneter i Kina, som har problemer med at leverer tilstrækkelig med elektricitet til landets boliger og virksomheder. Derfor er nogle fabrikker underlagt restriktioner, hvor de kun må producere få dage om ugen for at mindske presset på elværkerne. Igen er det en faktor, der øger leveringstiden og priserne. 

Neodymium som politisk afpresningsmiddel 

Neodymium er det, som kaldes en sjælden jordart. Det skal ikke forstås sådant, at der ikke findes meget neodyumium. Tværtimod findes der masser af materialet, men det er svært, omkostningstungt og forurenende at udvinde. De fleste vestlige lande har derfor overladt udvindingen af neodymium til Kina, som ikke har været sen til at bruge eneretten, som stok og gulerod overfor lande, der ikke opfører sig som Kina ønsker.  

Øgede fragtomkostninger 

Den øgede efterspørgsel har også øget trafikken på verdenshavene og det tager i dag længere tid og koster mere at transportere en skibscontainer fra Kina til Europa. Fragtskibene er overbookede for at fragte varer til forbrugerne. Havnene i Kina lukkes jævnligt ned, når der konstateres COVID-19 og senest sad containerskibet Ever Given fast i Suezkanalen. Sådanne hændelse har øget fragtomkostningerne med mere end 300% de seneste 2 år. 
Det kommer til at tage lang tid, før at fragtraterne sænkes. COVID-19 forsvinder gradvist og forhåbentlig undgås flere skibe på tværs i Suezkanalen, men andre udfordringer lurer i horisonten. Omstillingen til en grøn skibstrafik er for eksempel en kæmpe opgave, rederierne skal løse de kommende år og prisen for omstillingen bliver enorm. 

Opsummering

Kort opsummeret er priserne på neodymium-magneterne historisk høje, og det fortsætter de med at være i 2022. Forhåbentligt falder priserne i 2023 og stabiliserer sig, men det vil blive på et højere prisniveau end vi har været vant til. De seneste to til tre år er priserne på neodymium-steget med mere end 200% og de seneste 12 måneder med 80%. Om det fremtidige prisniveau ligger i det nuværende prisspænd eller om det kommer højere op, er endnu uvist. 
Hvis du kun køber nogle få magneter, betyder prisstigningerne sikkert ikke så meget. Men bruger du mange magneter eller er du ved at udvikle et produkt, der indeholder magneter, bør du være opmærksom på, at der her er en faktor, der kan øge prisen for at producere dit produkt.